At elske vores børn lige der, hvor de er

Home  >>  Forældreskabet  >>  At elske vores børn lige der, hvor de er

At elske vores børn lige der, hvor de er

For hver dag der går, bliver det mere og mere tydeligt, at vi har teenagere i huset. Begge drenge har overgået mig i sko størrelse, og Victor er nu højere end mig med 1,5 cm. De er ikke længere så afhængige af mig. Den narcisstiske følelse af, at jeg var verdens navle for disse to smukke mennesker, var ærlig talt fantastisk. Nu har jeg til gengæld mere frihed – og så er jeg pinlig ind imellem. Jeg kan miste pusten over de år sammen med dem, der allerede er gået. For vi har dem kun til låns.

Når vores børn er små, er vi selvfølgelig mere over dem. Jeg selv tjekkede for mange gange om de trak vejret, mens de sov. Vi sikre, at de ikke smutter over vejen. Måske kontrollerer du, at dine børn sidder pænt ved bordet. Der er altid en balance, men går det ud over den hyggelige stemning, er det altid en god idé, at spørge sig selv: Har du nogensinde set en voksen spise en pastaret med fingrene? Nej vel.

Vi kan ikke kontrollere vores børn. Vi kan ikke kontrollere, om han eller hun spilder mælken, men vi kan lade dem øve sig. Vi kan lære dem, at se sig for, før de går over vejen. Vi kan ikke kontrollere, om de kan lide broccoli eller ej, men vi kan sige, at vi gerne vil have, de lukker munden, når de spiser, fordi vi ikke kan lide smaske lyde.

Vi kan heller ikke kontrollere, hvordan vores børn reagere på det, vi siger til dem. Har du mere end et barn, har du sikkert oplevet, at de reagerer vidt forskelligt. Herhjemme er det ikke altid perfekt. Jeg falder stadig i og hæver stemmen, og drengene reagerer vidt forskelligt. Den ene bliver oftest vred, den anden bliver oftest ked af det. Jeg kan ikke kontrollere deres reaktion. Jeg kan ikke kontrollere om mine sønner kan lide hinanden, eller om de kan lide, det jeg gør, eller om de synes jeg er pinlig.

Jeg kan ikke kontrollere om mine sønner bliver advokater eller gadefejere. Om de får tatoveringer og ring i næsen eller vandkæmmet hår. Jeg kan ikke kontrollere, om de kommer til at opleve modbydelige ting derude i den store verden. Og jeg kan ikke kontrollere, hvordan de reagerer overfor de udfordringer, de uundværligt vil opleve; om de går ned med flaget, eller om de klarer bumpene hen ad vejen uden slinger. Jeg ville ønske, jeg kunne kontrollere det – og så alligevel ikke. For det er deres liv. Men Michael og jeg er her på sidelinien til at støtte dem og hjælpe dem, hvis de vil have vores hjælp.

Til gengæld kan jeg kontrollere, det jeg selv gør. Jeg kan kontrollere, hvordan jeg behandler mig selv og andre. Jeg kan vise dem, hvordan jeg klarer livets op og nedture, og hvordan jeg retter mine fejltrin. Så tænker jeg, at de plukker, de bedste fif fra det de ser fra Michael og jeg. Ligesom æbler fra et æbletræ, håber jeg de vælger lige de æbler, som er de bedste for dem. Ikke dem der er bedst for mig, for jeg er ikke dem.

Vi kan ikke kontrollere andre mennesker. Vi kan ikke kontrollere fremtiden. Vi kan ikke kontrollere, om vores ægtefælle vælger at gå fra os. Om vi får et barn med et handicap, eller om vores børn ikke vil tale med os fra den dag, de flytter hjemmefra. Men vi kan fokusere på, hvad vi selv kan gøre.

Det bedste vi som forældre kan give vores børn er at elske dem lige der, hvor de er.