Når vi lyver for vores børn

Home  >>  Forældreskabet  >>  Når vi lyver for vores børn

Når vi lyver for vores børn

On februar 3, 2017, Posted by , In Forældreskabet, With No Comments

“Se mig!! Jeg gynger højt” Siger den lille. “Jooo, du gynger vildt højt” selvom han knap nok svinger 30 cm frem og tilbage på gyngen. Det er løgn, men for ham er det ikke. Jeg spejler min søn og den kilder han oplever i maven lige nu.

Jeg har løjet overfor mine børn, både bevidst og ubevidst. Jeg har bevidst løjet om, at julemanden og tandfeen eksisterer. Jeg har løjet både bevidst og ubevidst, for at beskytte mine børn, og for at beskytte mig selv. “Er du bange for edderkopper, mor?” “Neeeijj da, de er  søde!”. Den løgn troede de ikke et sekund på…selvom jeg tog uhyret op i hænderne, kæmpende for ikke at vise min afsky for uhyret. Og mine ihærdigheder virkede selvfølgelig ikke. De er bange for edderkopper idag.

Vi  bruger løgn til at få hverdagen til at glide lettere. Når vi lyver, viser vi vores børn, at løgn betaler sig, og samtidig slår vi hårdt ned på de stakkels poder, når de gør nøjagtig det samme som os, og lyver.

Når vi lyver, manipulerer, lader som om eller vi pynter på historien. Derved stemmer det, vi siger, gør og viser ikke overens. Det er totalt forvirrende at være sammen med et menneske, der ikke er autentisk. Børnene kommer på overarbejde for at tyde hele det smisk mask af signaler, vi udsender. Børn har krav på at blive taget alvorligt.

Op til at mine egne forældre blev skilt, kunne jeg fornemme at noget var galt, men mine forældre sagde at alt var godt, for at beskytte mig. Børn stoler mere på deres forældre end deres egne fornemmelser. Sker det ofte nok, lukker de ned for deres egen intuition. De går fra at være indrestyrrede og til at blive ydrestyrrede.

Læs også Sig sandheden til dine børn

De bevidste løgne kan vi gøre noget ved. Problemet er, når vi ikke ved, at vi lyver for vores børn. Det sker blandt andet, når du giver dit barn skylden for problemerne. Vi forældre har altid ansvaret. Derfor lyver vi om vores ansvar, når vi beskylder vores børn: “Nu kommer jeg for sent på arbejde på grund af dig!” “Da jeg var barn, kunne jeg godt sidde pænt!”

Da drengene var små, sagde jeg: “Sikke en flot tegning”, når de stolt viste deres tegninger frem. Så læste jeg, at det må vi ikke. Hvis nu min søn ikke selv synes, han havde gjort sig umage, og jeg roste kreationen til skyerne, ville han måske holde op med at gøre sig umage, når han får så meget ros, for så lidt. Eller han vil begynde at blive afhængig af mit roseri, istedet for at mærke efter. Dvs. blive ydrestyrret. Jeg begyndte derfor at sige ting ala: “De farver kan jeg godt lide”, men det føltes ikke ægte for mig. Ergo løj jeg for mit barn. Jeg blev enig med mig selv om, at holde op prøve at huske alle de regler for, hvordan jeg bør tale til mine sønner, og bare være ægte og personlig.

Jeg fandt også ud af at i takt med at jeg udviklede mig, fik jeg en sundere måde at tale med drengene på. Det var så meget lettere, at finde tilbage til den vi er født til at være, og lære os selv at kende end at lære vores børn at man komme længst med at lyve, fordi du er nødt til at passe ind for at andre kan lide dig… Hellere lærer vores børn, at være den de er født til at være. Gaven er at jeg befinder mig idag i et familieliv, jeg elsker.

At være autentisk, kræver, at du kender dig selv godt nok til at kunne mærke, hvad du føler. At du kender dig selv godt nok til at vide, hvem du er. Derfor er første skridt ud af løgnene, at du lærer dig selv at kende.

Læs også Fra børn hører vi sandheden

Indrømmet, jeg falder stadig i og lyver for mine børn. Mine sønner spejler mig heldigvis prompte, når jeg er uautentisk, så jeg kan lære af det og rette skaden. For hver gang lærer jeg lidt mere om mig selv.

Hvornår lyver du for dine børn?

Og hvordan påvirker det dem?

Læs også Lyv aldrig overfor dine børn

En sjov film med ekstremt ærlige forældre